Møde med børn og forældre den 22.11.2011
Vi har i klubben afholdt møde med en gruppe af klubbens børn og deres forældre, da vi oplevede, at gruppens normer, sprog og adfærd i klubben, trængte til at blive justeret og reguleret!
Vi havde et rigtigt godt møde, hvor børn, forældre og klubansatte nåede frem til følgende aftaler:
§ For at vi kan tilgodese alle børn og voksne i klubben og sikre, at der i klubben hersker en god ånd og tone, er det nogle gange påkrævet at de voksne går ind og regulerer børnenes adfærd! Når de voksne går ind og beder børnene om at ændre på deres adfærd (beder om mere ro / krav om oprydning / regulerer deres sprog m.m.), forventer vi, at børnene respekterer de voksnes krav.
§ Hvis man som barn oplever, at det ikke er rimeligt eller meget uretfærdigt, det som de voksne gør og siger, er vi naturligvis klar til at tage en snak omkring det, men ikke i situationen eller foran 20 andre mennesker!
§ De voksne skal lige stikke en finger i jorden inden de hidser sig op!
§ Børnene i gruppen skal åbne sig mere for andre og deltage i flere af klubbens aktiviteter – sport, krea, køkken mm – kort sagt tage ja-hatten på, og de voksne må gerne presse lidt på, for at det sker!
§ At klubbens personale kontakter forældre ved problemer i klubben.
Vi diskuterede seksuelt sprog og adfærd og nåede frem til flg.
§ Når man er i fritidsklubben skal man ikke gå og kysse på hinanden!
§ Hvis vi taler om sex, foregår det uden, at alle mulig andre bliver involveret og kan høre det. Det er vigtigt, at man ikke presser hinanden til at snakke om noget, eller gøre noget man ikke vil, og at alle har ret til at sige nej!
§ Man skal ikke råbe vulgære / seksuelle ord ud i det åbne rum.
§ Hvis børnene klumper sammen i puderne og fletter ben m.m., skal man ikke gøre noget, som ikke kan tåle at blive set af alle! Også hvis ens forældre eller mormor lige pludselig står i lokalet!
§ At lave bollebevægelser er ikke tilladt, og her har de børn som ser på også et ansvar for at sige fra overfor det!
§ Der er ikke nogen, der må gå rundt og tage på hinanden eller gramse på hinanden.
§ Klubben kontakter Lysthuset og laver en temaaften / eftermiddag om sex, for de af klubbens medlemmer, der har lyst til at være med.
Ud over det kom vi i snakken ind omkring det at være i et offentlig rum, som både skole og klub jo er.
Vi snakkede lidt om gruppeadfærd og gruppekultur, og at det er vigtigt man som individ kan finde ud af at sige til og fra i forhold til nogle af de ting, der foregår i den gruppe man er en del af. Og også at det er vigtigt at kunne bruge de voksne (forældre, klubpædagoger, lærere, andre), når man har svært ved selv at finde ud af det, eller løber ind i nogle problemer.